”Det her er svært at forklare, fordi det er ikke noget jeg… har snakket om offentligt”, siger sangerinden Lærke Emilie og fortsætter: ”men lige da jeg blev inviteret til at deltage i KarriereKanonen, mistede jeg min mor til kræft.”

Følelsen af at et helt fremmet menneske åbner sig op og betror dig med det privilegie, det er at formidle deres historie, er noget helt særligt. Det er også helt centralt for min indgangsvinkel til journalistik. Jeg interesserer mig for mennesker, og synes at de er i midten af enhver god historie. De kan nemlig bidrage med nye perspektiver og en dybere forståelse af de store samfundsmæssige problemstillinger. Men det kræver godt journalistisk håndværk både at komme tæt ind på kilderne og at formidle deres fortælling på en måde, så læseren kan sætte sig i kildens sko. Det vil jeg gerne blive dygtigere til.

​

Det har altid ligget i kortene for mig at blive journalist. Som 12-årig skrev jeg min første sportsblog, og jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle være sportsjournalist. Men jeg er nysgerrig, og mine interesser kan skifte hurtigt og uden nogen tydelig katalysator. Derfor har mit drømmeerhverv også skiftet flere gange gennem tiden. Jeg har blandt andet gerne ville være filminstruktør, manuskriptforfatter eller professionel youtuber. Fælles for alle de tidligere drømmejobs er, at der er tale om kreative erhverv, hvor jeg kunne formidle menneskelige historier på en fængende og underholdende facon. Men jeg vendte altid tilbage til journalistikken. I dag er jeg 24 år og slet ikke i tvivl om, at jeg har valgt rigtigt.

 

Jeg er draget af journalistik, fordi det giver mig mulighed for at kombinere min kreativitet og passion for at fortælle med historier som kan gøre en forskel i den virkelige verden. Men også fordi at journalistik på mange måder er ubegrænset. Uanset hvad der fanger min interesse – om det er årsagen bag Aviciis død, sandheden om Tjernobyl eller spækhuggeres unikke madkultur – så favner journalistikken det.